50 år med Old English Sheepdog

50 år med Old English Sheepdog

Af Lis Thorup Hansen og Hans Ove Pedersen

Det er 3 år siden Kennel Jolly Bear har haft 50 års jubilæum, men det er i 2018 vi har haft Old English i 50 år.

Det var Hans Oves nu afdøde søster der i årene inden havde set en Sheepdog i nabolaget og havde kvalitativ fornemmelse nok til at indse, at en sådan hund måtte hun formå hendes fader Aage Pedersen til at anskaffe, lidt imod husmoderen Karolines ønske. Hun var opdraget på landet og der var hunden udenfor og blev fodret andægtigt ud af køkkenvinduet.

Kort tid efter så også jeg denne race for første gang på vejen Glassicet, foran nedkørslen til Lyngby Fort. Den var bamset og afrundet i det, men så ægte ud og den var noget så nuttet. Jeg mødte den kun på afstand, men synet havde fæstnet sig hos mig og jeg forestillede mig livet med sådan en lækker bamsebjørn.

Vi kørte til Langeland, hvor der lå en kennel med hvalpe og min far faldt pladask for faderen en stor doven vams der søvnigt dukkede op fra en parkeret varevogn.

Jeg legede med Trunte (Fredshøjs Dorte var stambogsnavnet) i min barndoms have på Mølleåsen i Buddinge og jeg husker det var der jeg fik de første erfaringer med hvad man kunne med sådan en hund. Mest af alt husker jeg gummiriven som hun bed i, når jeg svingede den fra side til side. Underlig beskæftigelse.

Hun havde fin stamtavle, hvor der stod Dansk Raceunion på. Jeg blev senere belært om, at det var bedre den havde en DKK-stambog og ved hjælp af Jette Bagger og andre gode OES folk blev den om registreret, men hunden var den samme.

Med Trunte fik vi et kuld hvalpe på Mølleåsen i 1971, som Lis og jeg passede efter bedste evne. Hannen var fra Kennel Krøjerup ved Inger Rasmussen, Sorø. Lige efter fødslen kom dyrlæge Mortensen på besøg med en assistent og reddede hvalpene fra sultedøden; tæven gav først mælk efter dyrlægens besøg. Der var 6 hvalpe.

Derefter blev jeg anbefalet at købe hund hos Karen Larsen, Assenløse, Viby Sjælland og der fik Lis i 1973 Danwill Blue´s Dizzy Girl kaldet Dizzy. Den hund viste mig for første gang den vilde ungdom som mange OESer oplever i perioden ”fysisk modning”. Senere sammenlignede vi pædagogernes viden om børns udviklingsperioder og vi nævnte for hinanden (ikke for andre) at der var sammenfald i den psykiske og fysiske udvikling. Lis holdt dengang på, at man ikke blander børneopdragelse og hundeindlæring. Selv beklagede jeg mig lidt over den ustyrlige hund, som gik basærk i en periode. Opdrætteren troede ikke jeg var tilfreds med hunden, men det modsatte skulle senere vise sig. Dizzy lærte mig lydighed at kende for vi boede nu i Bartholinsgade i indre København, så det var nødvendigt, at jeg begyndte at ”tale” med hunden. Jeg gik til træning hos Jørn Aunfelt i Valby Parken og der mødte jeg Birgitte Schjøth, Herdis Thuesen og Jørgen og Birthe Brolykke. Især husker jeg fra denne periode indlæring i apport, hvor jeg var kommet til at skælde hunden ud over den ikke ville hente apporten (tage den i munden). Lis hjalp mig med at løse problemet ved at rose hunden! Aha!

I 1977 blev Danwill Blue´s Dizzy Girl racens første Lp Champion bedømt at Jørn Aunfelt i Næstved. I 1979 opnåede Dizzy 200 point hos Jørn Aunfelt ved en landskonkurrence i Odense. Dizzy var en slags Danmarksmester i De Dressursamarbejdende Specialklubber, for DKK var ikke så langt på det tidspunkt.

Dizzy fik præsenteret vores første barn på gulvet i Nivåvænge og senere veg den nødigt fra barnevognen. Der måtte være noget dyrebart der.

I 1978 købte vi Jolly Bears Crissy, kaldet Cindy af Gyda Ersgaard. Den arbejdede jeg også med og den opnåede en 1. præmie i klasse 1. Den led af HD, men blev 7 år gammel.

I stedet fik vi Jósephine  og derefter Mandy som vi fik da Gyda Ersgaard, Gregers og Verner flyttede til Buresø. Mandy (Mandig) optrådte vi med hos DR´s Poul Thomsen i Hund og hund imellem. Da de søgte børnefamilier med hunde, forespurgte Papillondamen Lis Shawany om vi ikke kunne komme til Aarhus, hvor optagelserne fandt sted. Jeg kunne mange ting med Mandy i 1989 og da vi konkurrerede med en Schæfer der ingenting kunne, vandt vi. Simple ting som at børste tænder på en hund og svare på almindelige hundespørgsmål var nogle af opgaverne. Lidt udfordret var jeg, da jeg fik vist et billede af en Neapolitansk Mastiff, svarede jeg tøvende Mastiff og det blev vist godkendt. Derimod kunne Malene ikke svare navnet på en fræk kat, der i en tegneserie fremsagde onde ting om hunde. Garfield var ude af systemet som hundemenneske. Lis Sharwany var dommer og jeg kendte Lis fra hendes afslutninger på dressurhold med Papillon hvor jeg var dommer til prøverne. Hun var stolt over at vi vandt.

Jeg husker endnu Mandy i høj alder med grå øjne ligge i hækken på Norgesvej; mæt af dage. Her oplevede jeg en stiv handhund, der satte sig meget langsomt, hvilket påvirkede resultaterne i Lp.

I 1992 fik vi Pennylane´s Fly-Ball, kaldet Malou, som vi købte af den anden store opdrætter i vores tilværelse; Babera Müller, Schweitz. Malou trænede vi også med sammen med mange andre kendte hundefolk. Malou var også den hund, som gav Malene en oplevelse af opmærksomhed og samvær, og Malou elskede at træne med Malene i Sorgenfri.

I 1990 indtrådte vi som medejere af Kennel Jolly Bear og i 1994 overtog vi Kennelmærket fra Gyda Ersgaard. Herved begyndte en ny æra i vores OESliv med opdræt af hvalpe.

Igennem årene har vi haft mange OES, herunder Bisse, Sheeba og Daddy som eget opdræt. De fleste blev Dansk Champion, men Daddy blev International Champion. Det var dengang Malene havde tid og mulighed for at udstille i Tyskland, Spanien og Schweitz og senere Portugal.

Jolly Bears Veronica the Blue, kaldet Froni er født i 1995 og opkaldt efter en pige i Schweitz. Froni blev udvalgt af kuldet ved hjælp af Annelise Harsmann, som hjalp med valget. Vi havde dengang mindre erfaring end så mange andre, og lyttede stadig til Gydas kloge opdrætterord.

Elenya kom til os fra Tyskland som udstillingshund, men vi formåede ikke at holde den sarte udstillingspels.

I 2007 bragte Malene den spanske hund, med eventyr-stambogsnavnet Bim Bom Bam Hey Tormenta ind i vores liv. Året efter kom Lenda fra samme opdrætter. Youandi Jean D´arc kaldet Kerne købte vi af Inge van Engelen og eget opdræt Merle er nu i vores hjem.

Vi har udstillet og arbejdet med alle hundene til husbehov og gået til alle de hvalpemotivationskurser vi kunne finde til dem. Vi har altid forlangt af vores hvalpekøbere, at man for at købe en hvalp hos, skal gå til hvalpetræning for at give hvalpen den bedste start på livet med motivation til at lære og opleve hele livet med et udadvendt sind.

Vi har mødt udstillere for hvem en hund kun var dygtig hvis den begår sig godt i en udstillingsring. Den indstilling modarbejder vi med alt hvad vi har i os.

Vi fortsætter vores udstillingsarbejde, der resulterer i passende pelspleje og disciplin i at præsentere sig godt i ringen. Men udstillingslivet er ikke tilstrækkelig motivation for hunden til et fornuftigt hundeliv. De skal kunne noget andet og mere. Det gode temperament har for os altid været det vigtigste. Det er det også for hvalpekøbere.

På trods af mange andre glimrende racer, er vi havnet i den situation; en gang Old English Sheepdog– altid Old English Sheepdog.